Roum er en aktiv og børnevenlig lille landsby som ligger naturskønt i kuperet terræn, hvor Roum Lund bæk og Skravad bæk flyder tæt forbi.
I Roum er der en naturlig imødekommenhed og området er drevet af fællesskab og samvær, er landlig på den gode måde, med lokalt motionsfællesskab med fokus på motion for alle, uanset hvad man kan.
Roum by har ca. 90 indbyggere, mens der i Roum Sogn er ca. 800 indbyggere.
I selve Roum findes både forsamlingshus, gadekæret Korr, frugthaven, legepladsen og kirken.
Roum - Land & by som er byens hovedforening, står for at afholde arrangementer som bl.a. sommerfest, fastelavnsløb, Skt. Hans og andre sjove ting, hvor byens forsamlingshus, legeplads og Hygihytten danner rammerne. Der afholdes også årligt en mostedag hvor frugten fra æbletræerne mostes.
Udover Roum - Land & By findes der også foreningerne MC Bethesda, Bækkelauget, og jagtforening med hundetræningsbane.
Landsbyen der er beliggende cirka 20 km nord fra Viborg, 16 km vest fra Hobro, 5 km fra Bjerregrav, og 3 km fra Møldrup, har mange gode muligheder for pasning af børn i både naturbørnehave, daginstitution, dagplejere, folke- og friskole, samt mange forskellige fritidsaktiviteter i nabobyernes foreninger.
Der kører bus igennem byen med forbindelse til Viborg, Møldrup og Hobro.
